“Tryk på knappen, luk munden, gentag”

Så skete det IGEN.

Meta har endnu engang besluttet, at mit satiriske projekt er farligere end:
– konspirationstråde
– løgnelives
– og tre kopper kaffe på tom mave.

BOOM → “Krænker immaterielle rettigheder!”
Ja selvfølgelig.
Ikke fordi noget er krænket.
Men fordi anmeld-knappen nu er blevet en fjernbetjening til censur.

Og hold nu op… jeg ER træt.
Ikke bare almindeligt træt, men
“jeg-opretter-en-hjemmeside-for-ikke-at-blive-slettet-hver-fredag”-træt.

Det er det samme mønster hver gang:
1️⃣ Jeg poster satire
2️⃣ Satiren rammer præcis dér, hvor den skal
3️⃣ “Nogen” snubler over deres egen selvhøjtidelighed
4️⃣ ANMELD!
5️⃣ Algoritmen siger: “Uha! Et farligt meme!”
6️⃣ Luk. Død.

Og her står jeg så igen
– ikke fordi jeg har gjort noget forkert
– men fordi satire åbenbart er blevet internettets mest farlige våben.

Så lad mig sige det sådan her:

Jeg starter ikke forfra.
Jeg flytter mig bare et andet sted hen.

Heldigvis ligger arbejdet jo ikke på Metas humørbarometer:
arkivet er intakt, materialet er gemt, og hjemmesiden står stadig —
urokkelig og komplet uimponeret over anmeld-knapper i panik.

At de bliver ved med at trykke “sluk” beviser mest af alt én ting:
Det virker.
Satiren rammer.
Spejlene spejler.

Og lad mig sige én ting helt klart, nu vi er her:

Det her er ikke et soloprojekt.
Intet af det her kunne lade sig gøre uden Ullaerne, Pis Aberne og Kukuglerne.

Dem der:
– ser mønstrene
– gemmer arkiverne
– sender screenshots
– husker det, der bliver slettet
– og nægter at lade historien blive skrevet om

Det er ikke larm.
Det er kollektiv hukommelse.

Så når nogen tror, at de kan trykke “sluk” og få det hele til at forsvinde,
så har de misforstået noget grundlæggende:
Det her bor ikke ét sted.
Det ligger spredt.
I mapper, beskeder, hukommelser
og fælles grin over endnu et forsøg på censur.

Og uanset hvor mange gange de forsøger at mørklægge det,
så dukker det hele op igen et andet sted.

Derfor tager jeg lige et par dages pause.
Ikke fordi jeg er færdig.
Ikke fordi jeg er skræmt.
Men fordi også satire har brug for at trække vejret.

…
Medmindre
nogle vi ikke nævner ved navn
pludselig laver noget helt skørt.

Og lad os være ærlige.
Det ved vi jo aldrig.

Hvis planen var at få mig til at tie…
tja.
Det har aldrig virket før.

Så hej Meta, hej Algoritme, hej Anmeld-Knappen…
I kan lukke en side.
Men I kan ikke lukke et projekt, der allerede har fået ben at gå på.

Næste kapitel bliver skrevet —
med eller uden jeres godkendelsestempel.

🪞 Satireuniverset lever.
Også når de prøver at slukke det.