Der er nogle gange, hvor jeg må lægge humoren væk og skrive som den borger, jeg er: En, der tror på gennemsigtighed, dokumentation og offentlighedens ret til klare svar.
Det her handler ikke om en enkelt sag.
Det handler om noget større – nemlig vores fælles tillid til de titler og den autoritet, vi som samfund bygger beslutninger, rådgivning og indsamlinger på.
Derfor deler jeg dette. Ikke for at pege på nogen personer, men for at belyse en systemisk udfordring, som alt for få taler højt om.
⭐ Når akademiske titler ikke kan verificeres – et demokratisk problem
I Danmark forventer vi, at akademiske titler kan dokumenteres og verificeres. Det gælder ikke mindst titler, der bruges i sundhedsfaglig rådgivning, i offentlig kommunikation og i forbindelse med indsamlinger.
Men når det gælder ældre ph.d.-grader – særligt fra 1990’erne – viser virkeligheden sig at være langt mere uigennemsigtig, end de fleste tror.
I det konkrete arbejde, jeg har undersøgt, viste det sig, at:
- Universiteterne ikke længere ligger inde med de fysiske dokumenter, fordi de er overført til arkivmyndighederne.
- Arkivmyndighederne ikke giver et enkelt ja/nej-svar på, om en grad faktisk er tildelt, uden at der igangsættes en tidskrævende fysisk undersøgelse.
- Der i dette konkrete tilfælde ikke findes en registreret ph.d.-afhandling i bibliotekssystemerne.
Det er vigtigt at understrege, at dette ikke i sig selv beviser noget, da der i 1997 ikke eksisterede en national afleveringspligt for ph.d.-afhandlinger. Aflevering og registrering byggede primært på universiteternes egne administrative praksisser, og fraværet af en registrering er derfor bemærkelsesværdigt – men ikke afgørende. - Offentlige opslag og faglige databaser kun dokumenterer, at en afhandling har været antaget til forsvar – ikke at forsvar eller tildeling faktisk har fundet sted.
Det efterlader et paradoks:
Vi har et samfund, hvor titler tillægges stor autoritet – men hvor dokumentationen for dem ikke altid er tilgængelig, og i nogle tilfælde slet ikke kan verificeres.
Det her er hverken en personalesag eller et angreb på enkeltpersoner.
Det er et systemisk problem, som burde løses politisk, så borgere, journalister og myndigheder kan få klare svar.
For i sidste ende handler det ikke om personer.
Det handler om tillid.
Tillid til, at titler betyder det, de giver sig ud for.
Tillid til, at borgere kan efterprøve offentlige påstande.
Tillid til, at viden og faglighed hviler på dokumenterbare fundamenter.
Hvis vi som samfund ønsker gennemsigtighed, må vi sikre, at akademiske grader – især når de bruges i sundhedsfaglig sammenhæng eller i forbindelse med indsamlinger – kan verificeres uden barrierer, ventetider og arkivlabyrinter.
Problemet er ikke, at et enkelt papir er væk.
Problemet er, at der ikke findes en praktisk eller ensartet måde at kontrollere titlerne på.
Det er et hul i systemet.
Og det er et hul, der bør lukkes.
Jeg skriver det her, fordi jeg oprigtigt mener, at gennemsigtighed ikke er en luksus – det er en forudsætning for tillid i et demokratisk samfund.
Når vi ikke kan verificere de titler, vi som borgere forventer er korrekte, så er det ikke individerne, der svigter.
Det er systemet, der gør det svært at få klare svar.
Og det er netop derfor, jeg deler denne analyse:
Fordi der er brug for en samtale om, hvordan vi sikrer bedre dokumentation fremadrettet – ikke for at hænge nogen ud, men for at styrke vores fælles tillid.
Hvis vi kan blive enige om én ting, må det være dette:
Sandhed og gennemsigtighed burde aldrig være svære at finde.

Skriv et svar